onsdag den 6. juli 2016

Afrejsebriefing 2.- 4. juli


Endnu en weekend i Rotarys tegn er overstået, og temaet for denne tur var afrejsebriefing for hele Danmarks udvekslingsstudenter.
Vi mødtes 220 mennesker på Nørgaards Højskole i Bjerringbro – 199 af dem udvekslingsstudenter fra hele Danmarks 5 distrikter. Programmet var tætpakket med workshops og møder, men der var heldigvis også plads til sjov.

Lørdag var mødetiden til middag, og det begyndte lige på og hårdt. Først var der der samling med velkomst og introduktion til programmet og Rotary-folkene fra de forskellige distrikter.

Derefter var der foredrag med fodbolddommeren Mads-Kristoffer Kristoffersen, der var udvekslingsstudent i USA gennem Rotary i 00/01. Foredraget var godt. Vi lærte noget OG fik lov til at møde en semi-pro Fifa dommer. RET SEJT!
Han fortalte os om det famøse Rotary smil, der kan forklares ved altid at være parat, selvom lysten mangler. Det vil altså sige, at hvis tilbuddet er der, men man egentligt ikke gider, så er det på med Rotary smilet og sige ja. Han kom også ind på Rotary's vigtigste regler – de 4’er d’er: No drinking; No drugs; No driving og No dating, som han lavede om til noget a la Don’t say no og Don’t sleep to much – men vigtigst af det hele DON’T FUCK UP!

Over weekenden var der fordelt 6 forskellige workshops: Tale og præsentationsteknik; Visualisering/teatersport; Kulturchok og de 6 b’er; Problemknusning i udlandet; Sociale Medier – det gode og det onde og Rejsetips + ”Du er en anden når du kommer hjem”. Alle sammen workshops der var ledet af folk fra Højskolen. Vi var inddelt i farver – jeg var grøn, og vi skulle på den måde rundt med vores gruppe til de forskellige workshops. Når al det vigtige var overstået var der hygge – lørdag var der udeaften med aktiviteter omkring klatretårn og søndag var der sodavandsfest med livekoncert fra bandet KeepCamping. Og fordi weekenden var en samling af unge mennesker skulle den selvfølgelig have sit eget hashtag #nhrotary.


På værelserne boede 2 eller 3. Jeg var så heldig at få to roomies for weekenden og de skulle begge til Australien.

Lørdag aften fik vi vores Rotary blazer, to poloer, pins og visitkort derudover købte jeg også en rød hættetrøje. 

Min ”weekend” endte dog allerede søndag morgen, fordi jeg var syg og blev nødt til at tage hjem for at sove da der ikke var meget ro på højskolen.  

Siden sidste indlæg ved jeg meget mere. Jeg har fået kontakt til min første værtsfamilie og jeg ved at jeg får en bror på 22, som stadig bor hjemme, derudover får jeg også to søstre, men de bor i Brisbane. De har skrevet til mig, at de har fået det brev, som jeg skrev sammen med min ansøgning, og siger, at det er spændende at læse om mig og min hverdag herhjemme, samt at de glæder sig utroligt meget til at møde mig.

For nogle uger siden fik jeg også mine forsikringspapir og min guarantee form, så jeg kunne lave mit visum, som jeg nu har fået en uge efter at have sendt papirerne med posten til den australske ambassade i Berlin. Med papirerne i orden er jeg nu klar til at indtage Australien. 


Jeg har også fået min fly plan. Jeg flyver søndag den 24. juli fra Kastrup lufthavn klokken 12.30 og lander i Brisbane lufthavn den 25. klokken 19.30 31 timer senere. 



Her er (næsten) alle udvekslingsstudenterne for Rotary 16/17 i de flotte poloer og blazere. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar