torsdag den 16. februar 2017

Hedebølge, senior-pins og en køretur med familien Wilson


Dette er en lille opdatering over hvad der er sket på det sidste. Jeg har haft så travlt med skole og familie, men også med at have lidt tid hver dag til mig selv, hvor jeg bare kan slappe helt af – uden lektier/afleveringer, en irriterende lillebror eller et Rotary spørgeskema eller møde, som jeg skal deltage i.

Søndag den 5. februar tog jeg med Steve, Trish og Blake ud på en køretur. De ringede til mig lørdag aften for at spørge om jeg havde lyst til at komme, og jeg kunne selvfølgelig ikke sige nej. De hentede mig søndag over middag, hvorefter vi kørte en tur ned i dalen, som man kan se fra deres hus. De havde set et lys nede i dalen, og så nysgerrige som de er, var de selvfølgelig nødt til at finde ud af hvad det var. Det viste sig at være et forsamlingshus ude midt i ingenting.
Da vi fandt huset nede i dalen gik vi rundt for at kigge. De havde taget en kiggert med, så vi kunne stå nede i dalen og kigge op på Toowoomba for at se om vi kunne finde deres hus - det gik ikke så godt. Det var alt for varmt til at stå i skolen, så vi stod i skyggen under et træ. Vi var dog ikke ude af bilen i ret lang tid. 


Vi fik eftermiddagskaffe på The Barn and Scotty´s Garage. Jeg fik en milkshake og en lammington, så jeg var glad.



Efter ”kaffe” kørte vi tilbage til Steve og Trish, hvor jeg fik set Pirate igen. Jeg havde savnet den lille klump så meget.
Vi kørte tilbage til Mahendran familien til aftensmad, men inden vi spiste skulle vi selvfølgelig udnytte at vi har en pool, så Steve, Harrish og jeg hoppede i poolen efter en varm dag.
Steve, Blake og Trish tog hjem lidt i ti, da vi alle skulle til og i seng, eftersom vi havde skole og arbejde den næste dag.

Torsdag den 9. februar var en stor dag på St. Ursulas College for os seniore. Det var dagen, hvor vi officielt blev seniore på skolen. Vi fik nemlig vores senior-badges. Vi havde kirketjeneste og sammen med det var den officielle ceremoni, hvor vi fik dem uddelt. Det hele startede med at vi alle – 160 – gik ind i to rækker til sangen Hearts on fire. Så satte vi os ned enten sammen med vores familie eller vores PC-gruppe. Da mine forældre er lidt for langt væk og min værtsfamilie begge skulle arbejde, så havde jeg ingen familie der, hvilket betød at jeg sad ved min PC. Da vi havde haft lidt over en times katolsk gudstjeneste begyndte selve ceremonien. En efter en blev vi kaldt op. Læreren som skulle sige mit navn havde været rundt for at spørge folk hvordan man udtaler mit navn, så hun klarede det fantastisk – med dansk accent og det hele (spørg mig ikke hvordan det kunne lade sig gøre). Jeg fik min pin og alle piger stod oppe foran alle elever, familier og lærere. Vi skulle fælles sige en bøn og så kunne vi sætte os ned og dagen kunne fortsætte.


Søndag den 12. februar ramte en hedebølge Australien. Som om det ikke var varmt nok, så blev det bare endnu varmere. Nyhederne sagde, at der var blevet slået rekorder for varmen, da det var den varmeste dag i februar i Toowoomba siden 2004. Temperaturen var helt oppe over 40 grader. Laura (pigen fra T-wombs, som tog til Schweiz) og jeg var så dumme at mødes i Laurel Bank Park. 
Toowoomba holder koncert i de forskellige parker over hele byen i løbet af sommeren og den dag var det Flashback, som spillede sange fra Elvis til Johnny Cash, Credece til The Beatles med et lille twist af country.
Da vi mødtes klokken 11 var der 38 grader udenfor. Jeg havde taget hat, solbriller, solcreme og vand med i en taske bare for at være sikker.
Laura og jeg blev enige om at den gennemsnitlige alder til koncerten var 65 år – vi trak den ned. Der var alverdens typer til den koncert, men den person som morede os mest var en rigtig bonderøv med shorts, cowboys støvler, cowboy hat og en top. Han havde lange strømper på som indeholdte hans største hemmelighed. Ud af det blå træk han en tandbørste frem og begyndte at børste sine tænder. Laura og jeg var flade af grin, men vi væmmedes os også, da han puttede den tilbage i sin svedige strømpe. 
Efter godt to timer i parken til underligt men underholende musik besluttede vi os for at gå i Grand Central for at få noget at spise, men også på grund af airconditioningen. Vi blev der indtil klokken var to, hvor jeg besluttede mig for at tage hjem, da varmen fuldstændig havde kvæstet mig. Jeg havde aftalt med Elizabeth at Laura skulle holde sit foredrag til Rotary mødet om mandagen, så Laura og jeg så hinanden lørdag, søndag og mandag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar