Safari – Dag 10

Port Augusta til Cooper Pedy

På dag 10 af vores tur forlod vi ENDELIG Port Augusta. Det føltes som om vi havde været der i en evighed, så da vi fik nyheden om at vi skulle pakke vores telte sammen og gøre os klar til at køre videre, så var vi ovenud lykkelige.

Vi fik nyheden om, at Carl ville komme i en ny bus over morgenmad, og I skulle have set alle de glade ansigter. Det betød dog, at vi efter morgenmaden skulle til at rydde op i vores teltem pakke alle vores ting ned, tage teltene ned og sætte det hele ud til vejen, så vi var klar, da Carl kom. Jona og jeg var de første til at pakke alting ned, og mens alle de andre kæmpede med at nå det til tiden, så sad vi bare og kiggede dem. John bad os endda om at hjælpe med at organisere nogle af tingene for folk havde bare smidt deres ting rundt omkring.

Carl blev modtaget af en flok glade unge, der vinkede, hujede og smilede til ham som han kom ind på pladsen. Det tog os kun godt et kvarter at få alting ombord på bussen og så var vi klar til at køre.

Jeg var så heldig at sidde ved siden af Corri på bussen, så vi havde en god køretur. Vi snakkede og lærte hinanden bedre at kende.

Vi kørte i to timer før vi havde vores første stop, hvilket var i Woomera. Woomera er en militærby, hvor raketter og missiler blev udviklet og testet fra 1947 til omkring 1980. Byen blev tidligere lukket for offentligheden, men blev åbnet til generel brug i 1982. Der er nu kun ca. 200 fastboende. Mange af de huse og bygninger, der blev bygget til raketteknikerne står idag tomme, men de vedligeholdes stadig, så det vi havde en underlig fornemmelse mens vi kørte igennem byen. Det er en spøgelsesby med klippede græsplæner og velplejet parkområder, swimmingpool, bowlingbane og tennisbaner. RAAF har idag overtaget kontrollen med township- og missilområdet.

Der var ikke meget generelt at se og gøre i Woomera. Missilparken i byens centrum har massere af gamle raketter at beundre, som enten blev udviklet eller testet i området, men det var også alt.

Vi var der dog kun i Woomera i kort tid for at have en tissepause og se på raketterne og missilerne i parken.

Derefter kørte vi lidt længere op ad vejen, hvor vi stoppede ved Lake Hart for at spise frokost.

Lake Hart er en sø hvis base er lavet af saltkrystaller, og disse flyder også i overfladen, så hvis putter hånden ned i vandet og derefter tager den ud og venter lidt, så tørrer det og så har man sand i hånden. Man kunne også bare gøre som de fleste af os gjorde nemlig at stikke en finger i vandet og derefter slikke fingeren. Det var en salt oplevelse!! Søen var engang stedet for en saltmine med et gammelt lager sammen med infrastruktur fra den lille jernbane, der blev bygget til at køre salthøstemaskinerne.

Vi håbede på at vi kunne gå på søen, men da vi kom frem var der selvfølgelig vand i den. Så vi endte bare med at stå ved kanten og smage på vandet.

Vi fik frokost i blæsevejret den dag.

Da vi var færdige med frokost hoppede vi ombord på bussen igen, og kørte videre til Cooper Pedy, hvilket på daværende tidspunkt var godt 4 timers køretur væk.

Cooper Pedy er verdens opal hovedstad. Byen producerer 95% af verdens kommercielle udbud af opal. Allerede inden man kommer ind til selve Cooper Pedy by, så kan man se kæmpe bunker af sand der er spredt over kilometer. Disse er gamle opal miner, hvor de ikke havde heldet med at finde opal. Jo større bunkerne er jo bedre var det.

Opal opstod fordi alt undergrunden i Cooper Pedy er sandsten, hvilket er et resultat af det store indre hav, som eksisterede for 150 millioner år siden. Da havet udtørrede arbejdede vandet sig ned igennem sandet og opløste silicaen som dannede små rum i sandstenen, der blev fyldt af skaller, knogler og andre materiale, som blev begravet i den gamle havbund. Disse silica opløsninger dannede tilsidst opal.

Vi kørte ind i Cooper Pedy by klokken 18.30, og med det sammen vi steg ud af bussen så blev vi mødt at en dame fra det lokale opal museum, som vi skulle have en tour af, og hun ville fortælle os noget om opal i byen. Med det samme hun begyndte at fortælle os om Cooper Pedy, så kunne vi høre at kun ikke var australsk og som de internationale folk vi nu engang er, så blev vi nødt til at finde ud af hvor hun var fram og det viste sig, at hun var fra en fransk del af Canada, og at hun flyttede til Australien fordi hun fandt kærligheden her (SØØØØDDDTTT), og de havde en fælles kærlighed for opal minedrift, så de endte med at flytte til Cooper Pedy. Så mens hun arbejdede i museet og tjente penge, så levede hendes mand af at mine opal, hvilket er en risky business!

Men på turen lærte vi en del. Inden hun begyndte at fortælle os om hvordan det er at bo i Cooper Pedy, så så vi en kortfilm om minedrift, og hvordan opal faktisk opstår.

Derefter var det meningen at hun skulle vise os hvordan de håndtere opal, når de har fundet det i minerne ved at pudse og slibe dem, men maskinerne virkede ikke, så hun endte bare med at fortælle os om det. Derefter fik vi ned i minen, hvor vi fik set hvordan minedriften fungerede.

Dette var engang en rigtig mine, men ægteparret som ejede museet valgte at stoppe og lave det om til et museum. I begyndelsen boede de i huset der var tilknyttet minen, men det blev for meget at have folk komme ind og se deres hus hele tiden.

Og nu tænker i nok at det er mærkeligt at folk kom ind for at se deres hus, men problemet med Cooper Pedy er at der i sommer månederne blev op til 55°C udenfor, og det er derfor umuligt at bo over jorden, så beboerne i Cooper Pedy er bogstaveligtalt gået under jorden.

Så på vores tour fik vi set et hus, der faktisk var under jorden. Vi fandt det alle helt utroligt at folk faktisk bor under jorden, og vi kunne ikke forstå hvordan de kunne leve uden dagslys, men da vi faktisk kom til at tænke over at 55°C faktisk er ekstremt varmt, så gav det hele mening. Vi var dog også nødt til at spørge om hvordan skolen foregik i byen, da vi troede at skolebørnene gik i en undergrundsskole, men sådan var det dog ikke. Byen har en skole over jorden, hvor de har et ekstra godt aircondition anlæg, og hvis det bliver over 50°C så må børnene gå hjem.

Da touren var slut, så gik vi op til opal butikken, der var ovenpå, og så kunne vi købe noget hvis vi havde lyst. Jeg fandt en smuk lille halskæde som jeg købte og FØR DU SIGER NOGET MOR SÅ ELSKER JEG DEN OKAY!

Andre købte også halskæder og andet mens vi var der.

Den nat skule vi sove underjorden, hvilket var virkelig mærkeligt. Pigerne og drengene var selvfølgelig opdelt for tænk nu hvis det skete noget PUHA! Pigerne skulle sove i et stort rum som havde så huler, hvor der var køjesenge og hver hule/rum var dækket at et tæppe for så havde man jo ligesom privatliv.

Og hvis man gik ud af døren og gik til venstre så kom man ind på badeværelset, så vi havde alt vi havde brug for lige i nærheden. Denne gang var jeg i hule med Coraline, Sonja, Katharina, Heloise, Milena, Jona og Elie.

Så da vi havde puttet vores ting ind hvor vi skulle så skulle vi ud for at spise aftensmad.

Og denne gang skulle vi faktisk på et godt pizzeria for at spise aftensmad, hvilket vi alle sammen var super glade for.

Jeg forsøgte at tage et bad den aften, men det endte med at jeg stod under bruseren i en halvtime, fordi vandtrykket var så elendigt.  

Sengetiden var som altid klokken 22, og der lå vi alle i vores senge, men sove gjorde vi ikke.