Safari – Dag 24

Rockhampton til Toowoomba

Dag 24 var en lorte dag. Vi skulle op klokken 6.00 og havde 45 minutter til at pakke alle vores ting sammen og tage teltene ned, inden morgenmaden var serveret klokken 6.45. I dag skulle vi køre fra Rockhampton til Brisbane/Gold Coast, hvilket betød at det var vores sidste dag sammen.

Det var en lorte dag, fordi det betød at vi skulle sige farvel til hinanden, og et farvel er aldrig sjovt, især ikke når man er blevet så tætte, som vi var blevet over de sidste 3 ½ uger.

Den første vi skulle sige farvel til var Coraline, og der var tårer.

På bussen glemte vi alt om at vi skulle sige farvel og holdte i stedet en fest. Vi hørte vores to yndlingssange: Home amongst the gumtrees og Good morning. De to sange er blevet sunget en million gange over de sidste uger, så vi er alle så trætte af dem at vi ikke lade være med at smile, da det var sidste gang vi skulle høre dem.

Den næste vi skulle sige farvel til var Bob. Han fik en kæmpe klapsalve, da han steg af bussen (også selvom hans mad var elendigt).                      
De næste vi skulle sige farvel til var Louise og Oscar. Vi læssede dem af i Gladstone på en tankstation, og endnu engang begyndte folk at græde.

De næste var Matias og Helena som blev læsset af næsten 3 timer senere og efter det Chloe og Katharina som vi skulle sige farvel til.

Efter at have mistet 7 mennesker på bussen, så havde vi meget mere plads, men det betød også at bussen føltes tom og stille. Det var ikke længere de ”seje” nede bag i bussen som grinte højlydt og havde en fest, nej denne gang var det os ”normale” i midten af bussen.

I synes nok at det lyder lidt mærkeligt at bussen var delt op, men sådan var det altså.

Forrest i bussen sad lederne og de stille folk. I midten af bussen sad de ”normale” og til tider nogle ”seje” når de havde fået nok af deres gruppe, og bagerst i bussen sad de ”seje”. Sådan var det helt fra begyndelsen og ingen af os havde noget imod det for det betød, at vi kunne sidde med de folk, vi faktisk kunne lide i stedet for at prøve at være noget vi ikke var. Det skal dog siges, at næsten alle kom ud af det med hinanden og så der var ingen problemer.

Da frokost kom, var vi allerede i Gympie, så der stoppede vi for at få en bid brød. Efter at have sagt farvel til vores kok Bob, så havde vi ingen frokost, så det var for vores egen regning den dag. Og når man er udvekslingsstudent så betyder det at man er fattig, og derfor ender man steder som McD og HungyJakcs, men da jeg ikke kan fordrage McD, og mange andre havde fået nok af det over de sidste uger, så valgte vi at gå på HungryJacks, hvilket svarer til Burgerking men er langt bedre.

De fleste havde sidste stop i Brisbane – alle os 9630, Tassie folkene og nogle andre folk. Så da vi alle hoppede af bussen og fik alle vores ting ud, så skulle vi sige farvel, og det var det sværeste farvel. På bussen var nemlig to af de piger jeg holder mest af – Margaux og Lena, og at sige farvel til dem medførte et knust hjerte og MANGE tårer. Der var kun 7 studenter ombord på bussen samt Carl og Linda. Det betød også at vi skulle sige farvel til Carl. Som jeg har sagt før så var Carl vores buschauffør på Roundabout, så alle os 9630 folk kender ham godt, men denne tur ændrede vores mening om ham fuldstændig. På Roundabout synes vi han var sur og træls, men på Safari var han sjov, (på den gode måde) irriterende og fantastisk. Vi var alle godt kalr over at turen ville have været helt anderledes, hvis Carl ikke havde været vores buschauffør.

Vi var i Brisbane klokken 16.00 og havde godt 20 minutter til at sige farvel til folkene ombord på bussen før Carl kørte dem til Gold Coast.

Efter at have vinket farvel, da bussen kørte derfra var det igen tid til at sige farvel. Denne gang var det dog til Tasmania folkene, som skulle flyve fra Brisbane den næste dag, så de skulle overnatte hos John.

Tim skulle komme og hente mig klokken 17.00, men han var som altid forsinket, men det gjorde mig ikke noget for det betød, at jeg havde mere tid sammen med de andre. Da Tim endelig ankom klokken 17.15, var der kun Sonja og jeg plus de 5 fra Tassie, Theo, Moerri og Irin tilbage. Det gjorde det at sige farvel lidt mere overskueligt. Corri, Jona og Erik fik alle sammen en million krammere for de er nok de tre jeg kommer til at savne mest (udover Margaux og Lena selvfølgelig) derudover fik også Laura en KÆMPE krammer, men hun har lovet mig at komme til Toowoomba, så vi kan have en dag sammen.

Jeg var tilbage i Toowoomba klokken 19.30 efter at blive holdt tilbage af køer og vejarbejde. Jeg var så glad for endelig at være hjemme, så jeg kunne vaske alt mit tøj, have et ordenligt bad og sove i en god seng, men på den anden side var jeg også utroligt trist for de sidste 3 ½ har været de bedste i mit liv og jeg vil savne alle de fantastiske mennesker jeg har mødt og jeg ved at jeg aldrig vil glemme de steder vi har besøgt og ting vi har oplevet.

SAFARI VAR HELT IGENNEM FANTASTISK!!!