Safari – Dag 19

Cairns

Dag 19 var en spændende og oplevelsesrig dag, men den var også fyldt med drama. Vi skulle ikke ikke køre med fra A til B den dag, men vi skulle ud og køre. Dagens chauffør var dog ikke Carl, men en tourleder, som skulle vise os området omkring Cairns. 

Vi blev vækket klokken 6, da vi skulle være klar til at morgenmad som blev serveret klokken 7. Jeg var på madholdet den morgen, hvilket betød at jeg skulle være der 15 minutter før. Bob havde helt klart fået det forkerte ben ud af sengen, for han var sur, da vi kom ud, og alt vi gjorde var forkert, så det var en skøn morgen.

Det var meningen at vi ville blive hentet klokken 8, men ham der skulle hente os var forsinket, så vi blev ikke hentet før klokken 10.

Dagens første stop

Men da Sid, vores chauffør for dagen kom i minibussen var vi alle klar til at komme ud og se Cairns natur. Bussen de havde fået fat i var dog ikke stor nok, så Linda og John blev nødt til at køre i deres egen bil. Sonja og jeg satte os i midten af bussen, men det var et dårligt valg for folkene bag os ville ikke holde mund, så vi kunne ikke høre et ord af hvad Sid sagde, så vi havde planer om at flytte op foran da vi stoppede første gang.

Vores første stop var ved Cathedral and Curtain Fig Trees. National parken hvor curtain fig træerne står i en truet skovtype kaldet mabi-skov. Mabi kommer fra Ngadjon-ordet til Lumholtz's træ-kænguru. Det er truet, fordi størstedelen af ​​disse skovtyperer blevet ryddet til landbrug.

Det store figentræ der findes i denne park er unikt, fordi de omfattende luftrødder, der falder 15 m i skovbunden som har dannet et 'gardin'. Fra et frø der falder ned højt oppe fra toppen af træet, voksede dette træs vertikale rødder, som efterhånden blev tykkere og sammenvævede. I løbet af hundreder af år har disse rødder kvalt alt under sig. De lodrette figenrødder dannede derefter et gardinlignende udseende. Træet antages for at være næsten 50m højt, med en omkreds på 39m, og anslås at være over 500 år gammel.

Andet stop var ved Lake Eacham, hvor vi havde vores første svømmetur for dagen. Det var en fantastisk sø, som havde klart vand, hvilket vi ikke var vant til efter at have svømmet i søen i Richmond.

Sid fortalte os at der var en krokodille i søen ved navn David, men han var en saltvands krokodille og han spise ikke mennesker, så så længe vi lavede en masse larm, så ville vi ikke se ham. Det skræmte en masse mennesker, men jeg tænkte at Sid ikke ville lade os svømme i søen, hvis det var farligt. Enten det eller så ville han bare gerne af med os... hvem ved.

Men vi hoppede alle sammen i, og vi så ikke David på noget tidspunkt, vi så dog skildpadder og en masse fisk.

Sonja og jeg besluttede os dog for at gå ud og udforske området i stedet for bare at være i vandet hele tiden. Vi for vild på et tidspunkt, hvor der var et Y-kryds, men vi valgte den rigtigt vej, og kom sikkert tilbage. Da Sonja og jeg kom tilbage til pladsen var det frokost tid, og det var den bedste frokost vi havde fået i lang tid. Det var burgerboller med kylling, salat og en masse andet, og denne gang kunne vi faktisk få noget ordenligt saftevand. 

Derefter hoppede vi på bussen igen og kørte til Milla Milla Falls, hvor vi skulle svømme i et vandfald. Vandet var pisse koldt, men jeg ville svømme i vandfaldet, så det var bare med at tælle til tre og gøre det.

Jeg ville klatre op på stenen for på den måde komme ind til vandfaldet, ligesom alle andre gjorde, men jeg mistede balancen, og gled ned af en masse sten, og landede forkert på mit ben.  Laura og en masse andre var dog lige bag mig. Problemet var bare at de først ikke var klar over om jeg græd eller grinte, og det var jeg for at være helt ærlig heller ikke, men da de fandt ud af at jeg faktisk græd så var de der hurtigt til at hjælpe mig.

Sonja holdte min hånd og sagde, at jeg skulle klemme den for at vise hvor ondt jeg havde da jeg ikke kunne få et ord ud, og det tror jeg hun fortrød for jeg have virkelig ondt.

Men Laura svømmede så hurtigt hun kunne tilbage for at få fat i hjælp. Hun jokede da jeg var kommet ud af vandet med, at hun havde svømmet som en olympisk svømmer fordi hun var bange for at jeg havde brækket noget, og da hun fandt ud af at det ikke var så slemt så blev hun "sur" på mig, men jeg sagde til hende, at jeg ville komme og støtte hende ved de olympiske lege i 2020!

Men efter Laura fik fat i hjælp, så kom Sid over og fortalte Paul og Elie, hvor de skulle få mig ud af vandet. Elie og Paul bar mig gennem vandet tilbage så jeg kunne få hjælp. Folk kiggede mærkeligt på mig, men jeg var pisse ligeglad for jeg havde så mange smerter. John og Paul fik mig ind i bilen, så jeg kunne få noget is på min fod, og først der kunne jeg bevæge mit ben igen.

Jeg sad i John og Lindas bil indtil vi var klar til køre derfra. Sid var så sød at hjælpe mig og han gav mig en hel plade chokolade, så jeg kunne få det bedre. Da de alle kom ud af vandet, kom de alle op til bilen for at finde ud af hvad der var sket, og for at høre om jeg var okay.

Da det var tid til at køre kom jeg ved hjælp af John over i bussen, og heldigvis sad jeg oppe foran så jeg kunne putte min fod op på gelænderet.

Update: Jeg har ikke længere problemer med mit ben, og mine blåmærker er ved at være væk, men jeg har fået et problem med min ryg, da jeg faldt. Da jeg kom hjem fra Safari ville smerterne i min ryg ikke forsvinde, og det blev kun værre som dagene gik så jeg nødt til at gå til lægen, for at finde ud af hvad der var galt, og hun sendte mig til røgten. Jeg har nu fået svar på røgten, og jeg har ikke brækket noget HELDIGVIS, men jeg har lavet et red og det er det der gør, at jeg stadig har ondt, så jeg kan ikke gøre andet end at tage smertestillende og vente på at det bliver bedre - forhåbentligt bliver det bedre inden jeg skal sidde på flyveren i 12 timer.

Derefter var turen ikke længere så sjov, men jeg fik nogle smertestille, så der gik ikke lang tid før at al smerten var væk og jeg kunne ikke længere mærke mit ben, hvilket var en virkelig mærkelig følelse.

Dagens sidste stop var ved Josephine Falls, hvor vi igen havde muligheden for at bade, men med et ømt ben, så var det ikke det smarteste, så jeg sad i stedet ved kanten, og så på dem alle sammen have det virkelig sjovt.

På turen hjem havde vi en fest i bussen. Sid spillede det bedste musik, og det var sange vi alle sammen kunne skråle med på, hvilket var fedt. 

Vi var tilbage på vores værelser klokken 18, men inden jeg nåede så langt, så fik jeg John til at putte noget bandage på min fod, så jeg faktisk kunne gå den aften. Vi fik pizza og cola til aftensmad og til dessert havde Bob købt is.

Det var en smuk, fantastisk, smertefuld og spændende dag. Den dag lærte jeg at det ikke er smartm at bruge sten som en rutsjebane, og at hvis man gør det så gør det pisse ondt efterfølgende.