Safari – Dag 12

Kings Canyon til Uluru

På dag 12 vågnede op under en blå himmel. Vi havde haft en fantastisk nat udenfor, og at falde i søvn under stjernerne var helt vildt. Vi pakkede vores ting ned den morgen klokken lidt i seks, og der var ingen morgenmad til os før vi ankom ved vores første stop.

Vi havde efterhånden joket en del med, at vi så Uluru, da der på vores tur var været mange kæmpe sten rundt omkring. Så da vi endelig faktisk kunne se Uluru, så troede ingen af os på det.

Planen var, at vi skulle stoppe på en parkeringsplads et stykke fra Uluru, så vi kunne spise morgenmad, mens vi så på den.

Dette var en af de morgener, hvor jeg ikke vidste om det var en drøm eller virkelighed, for at se Uluru var helt fantastisk, og det var svært at forstå, at det her faktisk var selveste Uluru – jeg tror stadig ikke helt at jeg har forstået at jeg har set den, men sådan er det.

I kender alle sammen til Uluru, og hvis I ikke gør HAR I LEVET UNDER EN STEN? (hahah get it? Uluru er en kæmpe sten). Men Uluru er altså Australiens mest kendte landmærke.

Uluru er bedre kendt som Ayers Rock; den fik navnet af William Gosse i 1873 efter Sir Henry Ayers, men den er over årene ændret navn. Først var den Ayers Rock, så var den Uluru – Ayers Rock, og nu er den blot Uluru, da den er gået tilbage til sine originale ejere – aboriginal.

Stenen blev dannet for over 600 million år siden, og aboriginals har været i området i de sidste 10.000 år. Den var oprindeligt på bunden af havet, men i dag står den 348 meter over jorden. Uluru ligger syd for Alice Springs og vest for Simpson Desert, ikke langt fra ”Red Centre”.

Overfladen af Uluru er lavet er dale; kamre, huler og andre mærkelige former som blev dannet ved erosion for millioner af år siden. Overflade oxidationen af dets jern indhold giver Uluru, det ville have været grå, en orange-rød farve.

Men nu spørger I nok: ”Hvor stor er Uluru egentligt” og det har jeg svaret på for det har jeg nemlig spurgt min bedste ven google om. Uluru….

-       er 348 meter høj

-       er 863 meter over havets overflade

-       er 3.6 km lang

-       er 1.9 km bred

-       er 9.4 km omkring basen

-       breder sig over 3.33km

Gåturen rundt omkring Uluru er cirka 10km på en flad markeret sti, og denne gåtur vil tage omkring 3-4 timer. Og sådan brugte vi vores morgen. Vi ankom ved Uluru klokken 9.30, og efter et hurtigt toiletstop, så var vi klar til at gå rundt om den kæmpe sten. 

Sonja var lidt sur over, at vi ikke måtte klatre stenen. Carl havde nemlig sagt i bussen at vi ikke måtte klatre den, da det er et helligt sted og aborginals hader at folk klatre den, da stenen er under deres beskyttelse. Det er ikke ulovligt at klatre Uluru, men de beder pænt om at man ikke gør det. De siger selv, at alt hvor mange er død eller kommet slemt til skade i et forsøg om at klatre den, og de bekymrer sig om folk og deres familie, og de mener at det vil være deres skyld. Men hvis man beslutter sig for faktisk at klatre den, så skal man være klar på en hård opgave for det er ikke for pattebørn. At klatre Uluru helt til tops er en tur på 1.6km, men en slem stigning hele vejen.

Og da Carl fortalte os dette, så forstod vi hvor han kom fra, men det gjorde Sonja ikke. Hun var fuldstændig ligeglad om den var hellig eller ej hun ville klatre den, men hun spurgte både John og Carl, og ingen af dem ville lade hende klatre den, så hun gik og var sur resten af dagen.

Vi gik ikke hele turen rundt om Uluru vi gik cirka en tredje del af turen, og så kom Carl og hentede os og kørte os længere hen, hvor vi hoppede af igen og gik tilbage til vores startpunkt.

Der er steder på turen rundt om Uluru, hvor det ikke er tilladt at tage billeder, da det er et specielt og helligt sted, og hvis man tager et billede der, så tager man noget af ånden med, og det giver uheld. Men de fleste steder er det tilladt at tage billeder.

Det var en fantastisk gåtur, og I kan ikke forstår hvor fantastisk Uluru er før man faktisk er der og man rører ved den.

Klokken 11.45 var vi tilbage ved bussen, og inden vi skulle køre hen til campingpladsen i Yalara, hvor vi skulle overnatte, så kørte vi omkring det kulturelle center, der er ikke langt fra Uluru, hvor vi kune købe pins og andet.

Tilbage på campingpladsen fik vi frokost med det samme vi kom frem, hvilket Bob havde sat op, og det var ikke wraps denne gang. Det var RØDE PØLSER og brød (Danmark er det dig?).

Derefter satte vi campen op, og endnu en gang behøves vi ikke at slå teltene op for vi måtte sove under stjernerne, og det gjorde hver og en af os.

Efterfølgende havde vi tid på campingpladsen indtil klokken 14.30, hvor vi skulle ud på en lille gåtur i Kata Tjuta.

Kata Tjuta siges at stamme fra den samme tid som Uluru. Det siges også at Kata Tjuta og Uluru en gang var en stor monolit, i modsætningen til de 35 separate kugler de er i dag.

Da vi stoppede ved Kata Tjuta og alle var klar med vores gode gå-sko og kameraer, så skulle vi på endnu en lille gåtur. 

Carl sagde at det ville tage en halvtime at gå derop, men det måtte have været i langsom hastighed for vi var deroppe indenfor et kvarter (hvad gør man da ikke for at tage gode billeder).

Den aften kørte vi tilbage til stedet, hvor vi stoppede for morgenmad den morgen. Denne gang for at se solnedgangen over Uluru.

Når solen går ned over Uluru, så skifter den farver og går fra en rødlig tone til en lilla-blålig tone.

Vi skulle dog være ved parkeringspladsen klokken 17.30, selvom solen gik ned klokken 18.06, da vi skulle have de gode pladser til forestillingen.

Jeg var på køkkenholdet den aften, så jeg skulle servere maden og vaske op. Vi har nu efterhånden været på denne tur i 12 dage, og Bobs mad er ikke blevet bedre – laaaaangt fra for at være ærlig. Han forstår virkelig at ødelægge vores appetit med hans pulver suppe, underlige hovedret og klamme dåsefrugter til dessert.