Safari – Dag 14

Alice Springs

Denne morgen skulle vi hverken pakke vores ting eller tage teltene ned, da vi skulle have en nat mere på campingpladsen. Vi skulle dog pakke vores rygsække, da vi skulle på en lille dagstur ud for at udforske Alice Springs.

Vi kørte ud midt i ingenting, hvor vi skulle have en Aborginal Dreamtime & Bushtucker Tour. Som navnet indikerer så gav dette os muligheden for at lære om den rige kultur i det aboriginale folk i Alice Springs området.

Vi blev belært af en specialist, der havde arbejdet med disse aboriginals i mange år, og han gav en halvtimes ”foredrag” om de aboriginale folk i området, og om hvordan livet er som aboriginal med ægteskab, død, navngivning og grupperne.

Vi lærte at et ægteskab mellem to aboriginals er anderledes til vores.  Ægteskabet bliver sat op af moren til pigen som skal giftes. Pigerne bliver ofte gift, når de er i 14-års alderen, så de kan få børn tidligt, og mændene er i slutningen af tyverne/starten af trediverne. Det betyder at pigens mor og ægtefælde har samme alder, og derfor er ikke tilladt for dem at have kontakt efter at brylluppet har fundet sted, da der er en chance for at de forelsker sig i hinanden.

Når det kommer til død så er de også strikse. Når en fra deres trup dør bliver de begravet ligesom os, men så snart de er i jorden, så nævnes deres navn ikke igen. Det er forbudt at nævne dem, og hvis der er billeder med afdøde bliver de slette fra dem.

Angående navngivning så har de også et system. Der er 4 kategorier af navne, og i hver kategori er der fire navne – to drenge og to pige navne, hvilket betyder at hvis et par får fire piger så kan alle fire piger få det samme navn, men hvis de kalder på dem så vil ikke alle fire piger reagerer, da hvert navn har sin egen tone.

Navnene der begynder med C eller J er drengenavne, og pigenavne begynder med N.

Hver familie går under sin egen kategori. Dette hænger sammen med ægteskab, da man ikke kan blive gift med en generation for tæt på sin egen, og derfor skal det være en fjerde generation, så det ikke påvirker børnene.  

I grupperne er der oftest omkring 15 medlemmer, og hvis de er mere så bliver gruppen delt op, så der ikke bliver problemer.

Efter hans lille foredrag var der tid til formiddagskaffe. Der var blevet lavet aboriginal brød og te til os, så det blev der serveret og vi fik alle rigeligt, da det var en mættende brød.

Derefter prøvede vi bushtucker, så demonstrationer af boomerang og spydkast og fik selv lov til at prøve det af. 

Vi fik også set aboriginal kunst, lærte betydningen af de smukke værker, og havde muligheden for at købe et par stykker direkte fra kunsterne, og den chance tog jeg. Jeg købte dette fantastiske lille kunstværk, som jeg er utroligt glad for, og jeg er vildt begejstret for at jeg ved hvad historien bag det er, og at jeg købte det direkte fra kunstneren, og på den måde ved jeg hvor det kommer fra.  

Bushtuckeren der blev serveret for os var anderledes. Vi smagte på orme, kænguru hale, bushtomater og andet mærkeligt.

Korn 

Orm 

Kænguruhale

Frugter 

Bush løg

Da vi kørte derfra var klokken allerede 12, så vi var ikke i Alice Springs før klokken 12.30. I midtbyen havde vi lidt over to timer til at få noget at spise og udforske byen.

I begyndelsen gik jeg med Sonja, Lukas, Katharina, Heloise og Nathan, men Heloise drev Sonja, Lukas og jeg til vanvid, så vi splittede os i to grupper så Katharina gik med os, og Nathan og Heloise gik for sig selv.

Det første vi gjorde var at finde noget at spise, og ingen af os havde lyst til at bruge en masse penge, så vi gik til Woolies for at fine noget billligt at spise, og de havde $2 pizzaer, så vi var glade.

Derefter gik vi op ned af gågaden, hvor vi stoppede i hver og en af butikkerne, da vi ikke havde andet at lave. Vi gik endda ind i nogle af gallerierne for at se hvor mange penge vi havde sparet.

På vores vej op og ned af gågaden mødte vi John, og vi jokede med at han skulle købe os som venner, da Carl havde sagt på bussen, at vi skulle gå i grupper af tre eller mere, og hvis vi ikke kunne finde en tredje, så skulle vi købe en ven.

John, Sonja og jeg har snakket en del sammen på turen, så da Sonja jokede med at han skulle betale os for at være hans venner, så grinte John bare, og så sagde han at han ville give os en is, hvilket virkeligt overraskede os.  Men det gjorde han og det var ikke en billig is, men vi var glade og vi fik en god snak med ham.

Vi skulle være ved bussen klokken 14.30, da vi skulle køre til School of the air (luftens skole), hvor vi skulle høre lidt om verdens største klasseværelse.

School of the Air er et generisk udtryk for korrespondanceskoler, der sender ud til børn fra preschool til 9. klasse i fjerntliggende og outback Australien. Klassetimerne foregik over radioen, men som tiden er gået og teknologien har udviklet sig, så et det gået over til computeren, så lærerne faktisk kan snakke og se eleverne.

Timerne bliver filmet i et af de tre studier som findes ved School of Air hovedkvarteret i Alice Springs. 

En af damerne som arbejder der fortalte os om hvad der foregår på skolen, hvordan timerne foregår og hvordan skolen opstod, og vi lærte en del.  

 

Efter vi besøgte School of Air kørte vi til en udsigtspost, hvor vi kunne se ud over hele byen, og så kørte vi tilbage på campingpladsen hvor vi havde resten af eftermiddagen for os selv. 

Når man bor i Tassie og ikke er vant til varmen

På campingpladsen skete der ingenting den eftermiddag udover at vi var ved poolen det meste af tiden.

Den aften var en af mine yndlings på hele turen. Vi sad alle sammen i grupper og snakkede. Først sad jeg sammen med Milena, Kaho, Erik, Lukas, Paul, Margaux og Nathan, og vi fortalte hinanden dårlige pick-up lines, hvilket vi havde det hyle sjovt med. 

Derefter gik jeg fra dem og satte mig over til en anden gruppe som bestod af Carl, John, Laura, Corri, Jona og Elie, og vi havde det også sjovt. 

Det blev endnu bedre, da Carl fandt sin højtaler frem, og begyndte at spilde musik. Det endte med at vi alle begyndte at danse, da Carl spillede nogle af de klassiske sange som YMCA, nutbush dance, cha cha slide og en masse andet.

Da folk hørte musikken sluttede de sig til os, og det endte med at der var 36 udvekslingsstudenter, der dansede midt på en campingplads!