Safari – Dag 5

Melbourne

Denne dag havde vi endnu en sen morgen. Vi spiste morgenmad og gjorde os klar, så vi kunne køre fra campingpladsen klokken 9. Den dag skulle vi heller ikke pakke vores telte ned, hvilket betød at det ikke var en stresset morgen.

Carl kørte os ind til Melbourne, så vi var ved Queen Victoria Markets klokken 10. Alle boderne ved markedet åbnede klokken 6, så der var allerede liv og glade dage, da vi ankom. Der var tonsvis af boder. Nogle havde friske produkter, mens andre havde souvenirs.

Milena, Sonja, Heloise og Katharina plus Irin og Moeri gik rundt mellem boderne og nogle af os købte nogle ting. Det mærkelige var, at vi ikke havde snakket med Irin og Moeri, men de havde bare fulgt efter os, da vi var gået ud af bussen. Carl havde godt nok sagt at vi skulle gå i grupper af tre eller mere, da tre er det magiske nummer, men det var mærkeligt at de bare fulgte efter os og ikke sagde et ord til os.

Heloise, Milena og jeg havde aftalt med at en af Heloises bekendte - en pige der boede ved hendes familie i Belgiens mor der bor i Melbourne, skulle give os en rundtur i byen, og da vi kun havde aftalt at det var os tre, så blev vi nødt til at sige til Moeri og Irin at de ikke kunne komme med os.

Vi skulle mødes med Heloises ven Tracey klokken 11.30, og vi skulle ikke være tilbage ved bussen før klokken 16.30, så vi havde hele dagen til at se Melbourne.

Det første vi gjorde, da vi kom ind i byen var at gøre en af de ting som Melbourne er kendt for nemlig at købe en kaffe, men da ingen udover Tracey drikker kaffe, så var hun den eneste der købte en.

Melbourne er som sagt berømt for sin kaffe, og da ingen af os drikke kaffe, så fandt Tracey i stedet et sted hvor vi kunne få en kop varm chokolade, men det var ikke en normal kop chokolade. Tracey havde læst om cafeen på nettet og havde derfor hørt om deres spektakulære kakao. Cafeen hed #, og den varme chokolade vi fik der var ekstraordinær. Den blev serveret på et bræt med en kolbe med varm kakao, en ske og en lille kop, der var dækket af candyfloss. Det var som et lille eksperiment, hvor man skulle hælde kakao over candyflossen og reaktionen blev at candyflossen smeltede og kakaoen kom ned i koppen. Vi var alle lidt skeptiske, da vi hældte kakaoen over candyflossen, da vi troede at det ville gøre kakaoen utroligt sød, det var dog ikke tilfældet og vi endte med at få en super god kakao ud af det. Mens vi hældte kakaoen over candyflossen stoppede folk på gaden og kiggede på os.

Derefter gik vi ind i midtbyen.

Vi gik ind i den sødeste lille butik. Butikken mindede mig lidt om Harry Potter, da det var en lille ”trylle” forretning hvor man kunne købe spirituelle sten og andet. Der var to lykkehjul i forretningen.

Jeg snoede det første lykkehjul 3 gange og hver gang fik jeg det samme kort, hvilket vi synes vi virkeligt uhyggeligt. Efterfølgende blev Milena nødt til at spinne hjulet for at være sikker på, at hjulet ikke var i stykker eller sådan noget, men det var det ikke og hun fik et andet kort. Kortet jeg fik var Luck and Good Fortune (Held og lykke - stor formue). Derefter gik vi over til lykkehjul nummer to, og der fik vi endnu et kort. Dette kort var success, hvilket var næsten det samme som det første kort, så det må betyde at jeg held, stor success og lykke.

Et andet sted vi stoppede var i St. Paul’s Catherdral (katedral). Det var en fantastisk smuk kirke, men hvad jeg elskede mest var indgangspartiet, da det farverige glas lyste op da solen ramte det.

Derefter gik vi til Hosier Lane. Som mange er jer måske ved så er Melbourne kendt for deres streetart, så det var naturligt at vi skulle ind og se det, men inden vi nåede til Hosier Lane, skulle vi selvfølgelig stoppe ved Flinders Street Railway Station, da det var det klassiske Melbourne billede med togstationen og sporvogne.

Hosier Lane var helt igennem fantastisk. 

Vi så nogle fantastiske kunstværkerne på murene, og da vi gik rundt for at kigge så vi nogle havde skrevet på en af murene og navne var bekendte. Det viste sig at være nogle at de andre udvekslingsstudenter, så vi skrev også noget på muren. Så hvis I tager til Melbourne og I ser noget underskrevet M.J så er det mig! Jeg sætter mit præg på verden et skridt af gangen.

Efter vores kig i Hosier Lane gik vi til ACMI – Australian Centre for the moving image. Det var egentligt bare meningen at vi skulle finde et toilet, men da vi kom ind optrådte en gruppe asiatiske kvinder med en dans, så den blev vi nødt til at blive for at se.

Vi gik igennem ACMI og over Federation Square, hvor der skete en masse. De havde blandt andet en kæmpe TV skærm hængende, så man kunne se sig selv. 

Vi krydsede floden, og gik ned til National Gallery of Victoria. 

Jeg ville ønske, at vi havde mere tid i museet, da det var helt fantastisk, men der har jeg min grund til at komme tilbage til Melbourne!!

Tracey fortalte mig, at jeg skulle gå ind i et stort åbent rum og lægge mig på gulvet og bare kigge op i loftet, men da jeg var på vej derind blev jeg jagtet af en sikkerhedsvagt. Halla halla halla no backpack no backpack. Det var ret komisk, men med alt den terrorisme giver det mening, så jeg gik tilbage til Tracey, gav hende min rygsæk, kiggede på sikkerhedsvagten med et "er det godt nok" udtryk og gik så ind igen, men det var det hele værd. Loftet var spektakulært.

Da jeg kom tilbage var der ikke mere plads på sofaen hvor Tracey sad, så jeg satte mig i stedet på gulvet og lænede mig op af sofaen, og så kom jeg i problemer igen, da en af de andre vagter kom op og sagde, at jeg skulle flytte mig. Jeg ved ærligtalt ikke hvad der skete for dem alle sammen, men det var ret underholdende at sidde og kigge på de 5 vagter som bare jagtede folk, og det var bare i indgangen til museet.

Da vi gik derfra var klokken næsten 14.30 og vi var derfor ved at være godt sultne, så vi fandt et sted hvor vi kunne få noget billigt men det stadig var en kvalitet. Vi endte på en lille burgerbar.

Tracey skulle gå klokken 15.30, så vi have en time for os selv. Heloise ville gerne se Melbourne museum, så da Tracey var gået gik vi derover. Problemet var dog bare at Heloise styrede GPS, og hver gang vi spurgte hende hvor langt der var, sagde hun 200 meter eller sådan noget, men det var ikke til den endelige destination, men i stedet indtil at vi skulle dreje, så vi endte med at gå i 20 minutter, og så kom vi i tidsnød og havde derfor ikke tid til at gå ind og se museet, da vi skulle skynde os tilbage til bussen.

Over hele dagen var Heloise sur på Milena og jeg, og vi havde ingen anelse om hvorfor. Det var så slemt at hun ikke ville snakke med os og hvis vi sagde noget vrissede hun bare af os. Jeg havde på fornemmelsen at hun var sur på os, fordi vi havde det sjovt uden hende, men det var svært at inkludere hende i noget, da hun hele tiden snakkede med Tracey. Vi endte med bare at ignorere det og have en god dag.

Da vi kom tilbage til bussen var vi nogle af de første der. Vi var ved at være i tidsnød, og var derfor nødt til nærmest at løbe for at være der til klokken 17, så da vi så, at der ingen var ved bussen, så blev vi ret sure, men det betød så at vi havde tid til at lægge os på bænken og trække vejret. Det viste sig at vi havde gået 10,6 km den dag, så vi kunne godt forstå at vi var trætte.

Tilbage på campingpladsen skete der ikke det store. Vi drille Corri og Jona, da de havde købt matchende morgenkåber så de kunne holde varmen. Den så ikke så slem ud på Jona, men Corri havde helt stramt tøj på under, og morgenkåben uden op. Det var deraf det kælenavn jeg gav ham opstod - Flasher Curry (Blotter Karry)

Det er gået op for mig, at I nok tror at vi er nogle kyllingerm fordi vi brokker os over kulden, og at vi bliver ved med at købe ting til at holde os varme, men ved midnat hver aften kom temperaturene ned under 3°C, og når man sover i en sovepose der lige netop kan klare temperature ved 0°C, plus man sover i et telt, der ikke er vind eller vandtæt, så er det klart at vi fryser.

Denne dag i Melbourne var en af mine yndlings dage på hele turen. Jeg elsker Melbourne, og den er på listen over stedet jeg vil tilbage til.