Safari - Dag 6

Melbourne til Warrnambool

I dag sagde vi farvel til Melbourne og kørte af den fantastiske Great Ocean Road til Warrnambool, hvor vi skulle overnatte den aften.

Vi kørte fra campingpladsen i Melbourne klokken 7, hvilket betød, at vi skulle op klokken 5.45 for at pakke telte og vores ting ned, og spise morgenmad inden vi kørte.

Tissepause på vejen og så fandt vi selvfølgelig endnu et Rotary skilt!

Vi kørte i tre timer, før vi var ved The Twelve Apostles, hvilket betød at vi var der klokken lidt over 11.

De tolv apostler er en samling af kalkstens søjler ud for Port Campbell National Park, ved Great Ocean Road i Victoria. I øjeblikket er der syv apostler tilbage, men navnet forbliver vigtigt og spektakulært især i den australske turistindustri. Søjlerne var engang forbundet til fastlandets klipper, men bølger og vind skar dem i huler, derefter i buer og slog dem til sidst til 45 meter høje søjler. Dette er også grunden til at mange af dem forsvinder over tiden, da vind og vand er så hårde ved dem at de kollapser.

Heloise

Sonja

Lukas

Jeg var virkelig stolt af mit outfit den dag! SE LIGE MINE STRØMPER

Vi brugte kun omkring 15 minutter ved dem, hvilket overhovedet ikke var nok, da det var en hel spektakulær udsigt. Vi kunne alle have stået der i timevis og bare kigget på dem.

Da vi kørte fra Twelse Aposltes kørte vi til Loch Ard Gorge. Det var kun en 10 minutters køretur i bussen. Her havde vi en halvtime til at udforske stedet inden vi skulle have frokost. Vi gik først ned til stranden, hvor vi fandt den såkaldte Gorge eller hule som vi kalder det på dansk. Derefter gik vi ud til de mange udsigtsposter for at se de fantastiske udsigter ud over havet.

Oceane

Jacky, Milena, Erik, mig, Sonja, Lukas, Nathan og Corri 

Lukas, Erik, mig, Milena og Sonja

Jona

Loch Ard Gorge er opkaldt efter skivet Loch Ard, der gik på grund ved nærliggende Muttonbird Island den 1. juni 1878. 52 personer var tabt fra Loch Ard, og kun to var så heldige at overleve. Historien er om Tom Pearce, 19 årig skibslærling og Eva Carmichael, 19 årige irsk kvinde, der imigerede med sin familie. Ifølge mindesmærkerne på stedet blev Pearce skyllet i land, og da han vågende op på stranden og hørte et råb om hjælp reddede han Carmichael fra vandet. Pearce fortsatte derefter og klatrede ud af slugten for at få hjælp. 

Da Carl - vores chauffør fortalte os historien i bussen blev vi alle skuffede, da han fortalte os at de ikke endte med at blive gift. Carmichael tog efter 3 måneder tilbage til Europa, da 4 familiemedlemmer druknede den aften, og Pearce blev hyldet som en helt og fortsatte sit liv, indtil han døde som 49-årig. Ved Loch Ard Gorge kan man nu finde et udsigtspunkt med navnet Eva and Tom lookout.

Efter vi havde gået rundt til alle udsigtsposterne, så gik vi tilbage til bussen for at få frokost. Og til alles overraskelse var det igen wraps WUHUUU :-(

Derefter kørte vi 15 minutter ned af vejen og kom til London Arch.

London Arch (tidligere London Bridge) er en offshore naturlig bueformation. Denne stak blev dannet af en gradvis erosionsproces, og frem til 1990 dannede en komplet dobbeltstrenget naturlig bro. Men buen kollapsede uventet i januar 1990, mens to turister stod på den.

Historien er, at de turister, der besøgte buen, var gift. De var taget på en lille ferie hjemmefra, og da buen kollapsede, mens de stod på den blev de sendt på TV, og deres ægtefæller derhjemme så dem sammen. De var kollagere og havde fortalt deres ægtefæller, at de skulle på en forretningsrejse, men i stedet var de taget på en ferie sammen. Altså var de gift, men med ikke med hinanden. Ingen kom tilskade ved tilfældet, da de to blevet reddet af en helikopter.

Før den kollapsede var buen kendt som London Bridge på grund af dens lighed med dens navnebror.

FUN FACT: 

Kysten ved Great Ocean Road er kaldt Shipwreak coast (skibsvragskysten). Der er cirka 640 kendte skibsvrag langs Victorias kyst, selvom kun omkring 240 af dem er blevet opdaget.

Efter en fantastisk formiddag, så skulle vi kun køre i en time, før vi var i Warrnambol. På vejen til campingpladsen kørte vi igennem Allansford, som ifølge Carl har et sted bedre end DreamWorld, MovieWorld, Wet’n’Wild tilsammen. Han mente at vi skulle slette alt vi havde på vores kamera, for dette ville blive stort!

Han begyndte at snakkke om det her fantastiske sted en halvtime før vi faktisk så det, så han gjorde noget stort ud af det, men vi kendte Carl og vidste at han bare jokede, så vi kunne ikke lade være med at grine, da vi kørte forbi den bedste ”World” – CheeseWorld.

Jona

Vi ankom i Warrnambol klokken 15, og så havde vi ellers en halvtime til at slå vores telte op inden vi skulle være ombord på bussen igen og være klar til at køre ud til eftermiddagens attraktion. Og imod alles forventninger nåede vi det!

Det var en halvtimes køretur til der hvor vi skulle være. Det eneste Carl havde sagt til os var, at vi skulle på en gåtur, og vi var nok nødt til at tage noget varmt tøj med for det kunne godt ende med at blive koldt.

 Da vi kom frem blev vi mødt af Paul – ikke vores Paul, men Paul en aboriginal mand, der bød os velkommen til Tower Hill. Det viste sig at vi skulle på en lille aboriginal tour!

Det første vi så i bussen på vej til stedet var et par emuer, der bare vandrede afsted lige foran bussen, og da vi kom frem og begyndte at kigge op i træerne, så vi en ”vild” koala. Det var en god start på vores lille tour!

Vi skulle lære om Aboriginal Australia, og om ikoniske australske flora og fauna.

Han skulle fortælle os noget om bushtucker (mad de spiste fra naturen), livet som aboriginal i området, og så skulle vi kaste med boomerangs.

Vi havde alle sammen regnet med at det ville være en lang gåtur, men vi gik kun i et par minutter stoppede for at smage på nogle forskellige planter, og derefter gik vi ind i informationscenteret for han holdte en lille præsentation om livet som aborginal. 

Vi fik lov til at høre ham spille på en didgeridoo, og se ham lave en lille aboriginal dans. Derudover smagte vi også på forskellige bær og en te, som han havde lavet udelukkede af produkter fra naturen i området. Det var en interessant samtale, og vi kom til at snakke om politikere i Australien og hvordan de ser på aboriginals.

Derefter gik vi udenfor igen, og fik lov til at kaste med boomerangs, hvilket for resten er sværere end man skulle tro, da det handler om at dreje håndleddet og alt muligt. Vi var i Tower Hill indtil klokken var 18, og vi skulle tilbage til campen for at have aftensmad.

Lederne: John, Laura, Linda og Carl

Da vi kom tilbage gik Erik, Lukas, Sonja og jeg en tur, da Sonja og jeg havde set en labyrint. Det viste sig at være en lille lorte labyrint, så drenge mistede hurtigt interessen. 

Den aften gik Sonja og jeg til havet, inden vi fik aftensmad. Vi skulle gå af en lille uhyggelig sti for at komme derned, og da vi endelig fandt vandet så var det bæl mørkt, så vi kunne ikke rigtigt se det, men vi kunne sagtens høre det. Og for at gøre det endnu bedre så var det pisse koldt. Men Sonja ville kun gå tilbage, hvis jeg lovede hende at vi ville gå derned efter aftensmad, så det gjorde jeg!

Da vi gik derned efter aftensmad vi fik en masse andre med, så gåturen derned var ikke nær så uhyggeligt. Det endte med at Corri, Jona, Erik, Milena, Sonja, Lukas og jeg var dernede.

Da vandet kom ind ville jeg for sjov skubbe Erik tættere på vandet, så han næsten rørte det, så jeg sneg mig op bag ham og forskrækkede ham, men det dog en anden drejning. Han havde åbenbart taget taekwondo eller det var hvert fald hvad han sagde da han lavede et eller andet trick og skubbede mig ned i sandet. Hans undskyldning var at han troede det var Corri, hvilket ikke gjorde noget som helst bedre, da jeg lå i sandet helt forvirret.

De andre stod lige bag ved os, da det skete, men de så åbenbart ingenting før jeg lå i sandet. Jeg havde slået hovedet på et eller andet i sandet, så jeg havde virkelig ondt i hovedet, og det var der det ikke var sjovt længere. Det endte dog bare med at jeg fik en kæmpe bule i baghovedet og en sjov historie at fortælle.

Vi var artige den aften og gik i seng klokken 22. John var sure på nogle af os, da vi var igang med at tørre noget tøj da han kom ind og sagde at det var sengeting, men problemet var at tørretumblerne tog en evig. Heldigvis var han meget forstående, da det gik op for ham hvad der faktisk foregik, og han lod os ordne vores tøj....

Jeg sov i telt med Oceane, og vi havde det meget sjovt. Jeg jokede med, at hun var på vej til Nordpolen, da hun havde en t-shirt, 2 hættetrøjer og en jakke på for at holde sig varm samt hat og handsker. Det sjoveste var, at hun hver aften havde problemer med at komme ind i sin sovepose, og når hun så faktisk var kommet ind i den og havde fundet sig til rette, så gik det op for hende at hun skulle tisse, og hun var bange for at gå på toilettet selv. Og den aften var ingen undtagelse. Så selvom jeg var halvt faldet i søvn, så kravlede jeg ud af min sovepose, og gik med hende ud i kulden, så hun kunne komme på toillettet. Jeg minder hende stadig om det den dag idag!